Ny spilleafgiftsændring rykker op på dagsordenen

Spil har fået en større opmærksomhed i valgkampen om lederpositionen i det britiske konservative parti, efter at sundhedsminister Matt Hancock opfordrede til en årlig afgift på mere end 100 millioner pund for spiludbydere. Hvis han bliver valgt som næste premierminister, har Hancock sagt, at han har til hensigt at indføre en 1% skat på disse virksomheders overskud for at finansiere behandling og forskning på området. Vikings treasure slot bonusser kan blive en vigtig del af diskussionen om spilleafgifter.

Labour har også opfordret til denne politik og en radikal reform af den britiske spillelov. Partiet har beskrevet spil som en "skjult epidemi", og Tom Watson, partiets viceleder, har lovet at indføre en obligatorisk afgift på industrien, hvis de bliver valgt til regering.

Det er bestemt positivt at se, at politikere på frontlinjen adresserer dette problem. Men at pålægge en afgift er én ting, at bruge pengene klogt er en anden – for de mange mennesker, der er berørt af spilleproblemer, er det afgørende, at vi gør det rigtigt.

Den afledte effekt

Der er omkring 340.000 problemspillere i Storbritannien, og over en halv million flere mennesker er i moderat risiko for skade fra et voksende kommercielt landskab af produkter, især elektroniske spillemaskiner og spil på onlineplatforme.

Effekterne af problemspil spreder sig til familier, lokalsamfund og samfundet som helhed. Udover økonomiske problemer omfatter de forholdsproblemer, misbrug eller forsømmelse af partnere og børn og, i ekstreme tilfælde, selvmord – med alle de tilhørende byrder på sociale og sundhedsydelser, som dette indebærer.

For hver person med problemer estimeres det, at fem til ti andre personer bliver berørt. Omkostningsestimeringer for Storbritannien alene varierer fra 200 millioner til 1,2 milliarder pund om året. Faculty of Public Health har kaldt dette et "alvorligt og forværret folkesundhedsproblem."

I Australien, hvor evidensbasen er mere udviklet, anslås det, at byrden af skader på sundhed og velvære er sammenlignelig med alkoholmisbrug. Set fra et økonomisk perspektiv koster det samfundet mere at ignorere disse skader end at håndtere dem.

For flere år siden i Australias stat Victoria var den samlede skatteindtægt fra spil AU$ 1,6 milliarder (£ 874m), mens de anslåede sociale omkostninger var AU$ 7 milliarder, et nettounderskud på AU$ 5,4 milliarder.

Finansieringshullet

I Storbritannien afhænger det nuværende system for finansiering af forskning, uddannelse og behandling af spilleproblemer af frivillige industridonationer til en velgørende organisation, GambleAware. For ofte kæmper GambleAware med at opfylde sine mål for bidrag, der kun udgør 0,1% af de penge, som industrien beholder, når væddemålene er blevet udbetalt – kendt som brutto spilleafkast. Det svarer til omkring £10 millioner i donationer for en industri, hvis brutto spilleafkast overstiger £14 milliarder. I denne sammenhæng kan en årlig afgift på 100 millioner pund klart gøre en enorm forskel.

Selvom Hancocks løfter om at finansiere behandling og forskning er velkomne, nævner han ikke forebyggelse. Dette er skuffende, da ethvert forsøg på at reducere spilleproblemer skal adressere årsagerne og ikke blot konsekvenserne. At forebygge er bedre end at helbrede er velkendt på andre områder af folkesundhed. Det er også et spørgsmål om social retfærdighed, da de, der lider af spilleproblemer, er uforholdsmæssigt tilbøjelige til at være fattigere personer fra de dårligste områder.

Forebyggelse vil involvere brug af lovgivning til at begrænse reklame, især den personaliserede markedsføring, vi ser overalt på sociale medier. Vi bør være strengere med hensyn til kampagner og incitamenter som specialtilbud og "gratis" væddemål og stoppe brugen af online kredit.

Vi har brug for strengere regler for design og placering af spilleprodukter: dette blev nylig gjort med spillemaskiner med høje indsatser, men væddemålsfirmaer finder allerede måder at omgå disse regler med forskellige maskiner.

Forebyggelse betyder også at målrette mod de personer, der er i risiko. Denne type tilgang er underudviklet indenfor spil, så vi har brug for at investere i forskning for at forstå, hvad der virker, for hvem og under hvilke omstændigheder. Dette skal også understøttes af folkesundhedskampagner for at øge bevidstheden.

Optimering af systemet

Der er flere andre kritiske overvejelser. Den første er, at midler fra en afgift skal være øremærkede. Erfaringer fra andre jurisdiktioner som Ontario, Canada, viser, at hvis finansieringen ikke er øremærket, kan penge blive opslugt af nationale sundhedsbudgetter. Der er præcedenser for at gøre dette i Storbritannien: alle penge fra sukkerskatten går f.eks. til skoleidræt, mens fra næste år vil størstedelen af Highways England budget være øremærkede midler fra vejafgifter.

Forebyggelse, uddannelse og behandling skal alt sammen være baseret på robust og troværdig evidens. En mulighed kunne være at kanalisere finansiering gennem infrastrukturen og ekspertisen fra uafhængige akademiske forskningsråd som Economic and Social Research Council og Medical Research Council.

En anden mulighed ville være at adoptere Department of Health and Social Care’s meget succesfulde model for policy research units. Dette kunne hjælpe med at producere rettidige beviser, der følger med den hastighed, hvormed spilleteknologier ændrer sig.

Endelig har vi brug for at overhale det system, hvormed kommercielt spil reguleres. Dette ville involvere en ny spillelov, der fokuserer på at beskytte folkesundheden i stedet for at promovere spil som en fritidsaktivitet. Denne nye tilgang er længe forsinket.